Skrivestederne – Karen Blixens huse i Danmark og Kenya
Marianne Wirenfeldt Asmussen er uddannet kunsthistoriker og efter års arbejde på hhv Ny Carlsberg Glyptotek, Ordrupgaardsamlingen og Willumsens Museum fik hun i 1990 som opgave, at omdanne Karen Blixens hjem i Rungsted til et museum. Hun var dets leder frem til 2008, hvorefter hun fik tid til at udgive forskellige bøger. Først i 2013 og sammen med Marianne Juhl en komplet udgave i fire bind af Blixens breve fra Afrika, dernæst en bog om skrivestederne i Danmark og Afrika i 2015, og senest en biografi om Karen Blixens moster, Mary Bess Westenholz i 2019.
Foredraget vil kredse om de to huse, deres historier, og om overvejelser om et steds betydning for et skrivested. Er det mon nødvendigt at besøge en forfatters hjem for at læse dennes værk og hvis ja, hvilke museologiske valg træffes, når et privat hjem gøres offentligt?

